Digte om døden

Digte om døden

Døden er en sørgelig ting, og det skal uheldigvis ske for enhver i livet. Det er både dig selv, og en du kender, det går ud over. Døden er en del af livet, og for nogle troende er det en ”udtynding”. Digte om døden beskriver perioden, hvor det er sket eller sker for en bekendt. Disse digte om døden kan hjælpe dig med at få forståelse, og måske få dig til at accepterer at på et tidspunkt er tiden slut for et menneske. Digte om døden er hårde at læse, i sær for personer der har mistet en. Et tab for et menneske kommer ofte efter noget tid, og i starten er det hårdt, men det forsvinder aldrig fra en persons tanker.

 

Her finder du 3 digte om døden:

  • “Løft mig kun bort” af H. C. Andersen
  • “Hvis jeg skal dø” af Kåemer Asmussen
  • “Til mit døde barn” af Tove Ditlevsen

“Løft mig kun bort”

– H.C Andersen

Løft mig kun bort, Du stærke Død,
Til Aandens store Lande!
Jeg gik den Vei, som Gud mig bød,
Fremad, med opreist Pande.
Alt hvad jeg gav, Gud, det var dit,
Min Rigdom ei jeg vidste!
Hvad jeg har øvet, er kun lidt,
Jeg sang’ som Fugl paa Qviste!Farvel hver Rose frisk og rød,
Farvel, I mine Kjære!
Løft mig kun bort Du stærke Død,
Skjøndt her er godt at være!
Hav Tak, o Gud, for hvad Du gav,
Hav Tak for hvad der kommer!
Flyv Død, hen over Tidens Hav,
Bort til en evig Sommer!

“Hvis jeg skal dø”

– Kåemer Asmussen

Det er nu underligt,
jeg har levet så længe,
så længe, at det føles som altid.
Og dog er det kun så kort.

For kort tid siden løb jeg med bare ben og korte bukser
og spiste sukkermad, som mor havde givet mig
ud af vinduet. Og jeg havde fået myggestik på armen.

Skoletid, åh, den fordømte skoletid.
Ungdom som ikke var spor ungdom.

Arbejde, pligter, venner
lykke og ulykke.
Kærlighed
Åh ja, kærlighed
– det er bedre at elske, end at blive elsket –

Venner, færre med årene, tårer, resignation, afklaring.

Synder jeg angrer, og
synder jeg ikke angrer, og
som jeg med glæde ville begå igen.

Livet, selve livet
pinefuldt og vidunderligt.

Det gør ikke noget, at det slutter,
men det må gerne fortsætte lidt endnu.

 

“Til mit døde barn”

– Tove Ditlevsen

Aldrig hørte jeg din spæde stemme,

aldrig smilte dine blege læber til mig,

men de bitte, bitte fødders spark

vil jeg aldrig nogen sinde glemme.

Du var alt mit håb og al min glæde,

helt beskyttet lå du inden i mig,-

al min længsel, livets store drøm.

– Å – og dine fødder var så spæde.

Vi har været sammen mange dage,

al min næring delte jeg jo med dig.

Hvad kan du og jeg vel gøre for,

at vi begge to var alt for svage.

Lille barn, nu skal du aldrig mærke

livets hede puls i godt og ondt. –

Godt det samme, sov kun sødt, min pige,

vi må bukke under for de stærke.

Se, jeg kysser dine kolde hænder,

glad at jeg endnu en stund kan nå dig,

stille kysser jeg dig, uden tårer, –

selv om gråden i min strube brænder.

Når de kommer med den hvide kiste,

skal du ikke være bange, mor går med dig,

i din lille silkeskjorte skal jeg klæde

dig for første gang – og allersidste.